Victor Cornelins

Cornelins, Det Hvide Kor og en gravsten på Avnede kirkegård

Foto af Alberta og Victor fra tiden omkring

deres ankomst til København i

1905, optrykt s. 23 i Cornelins erindringsbog 

"Fra St. Croix til Nakskov". og

Cornelins'gravsten på Avnede kirkegård

(Klik på billederne for at se dem i stor størrelse)

Cornelins gravsten17 b 104.jpg

”Er det muligt, at Det hvide Kor vil synge i Avnede kirke?” spurgte jeg på menighedsrådenes vegne Soveig Frøhlling, som er korets formand.

”Ja, det vil vi meget gerne,” lød svaret, ”for det er jo Cornelins’ sted.” Ja, sådan er det, Victor Waldemar Cornelins, som grundlagde Det hvide Kor ligger begravet på Avnede kirkegård sammen med sin svenskfødte hustru Elvira Eugenia.”

Historien bag Det hvide Kor er den, at den 75-årige Cornelins bliver ramt af en meget alvorlig sygdom, som krævede operation. Herefter følger et langt hospitalsophold, hvor han ganske langsomt genvinder sine gode fysiske kræfter.  En dag, medens Cornelins er indlagt opstår denne, som han selv kalder det ”usædvanlige og pudsige situation”: Under en stuegang får overlægen øje på Cornelins´ faste følgesvend, hans harmonika. Overlægen beder Cornelins give et nummer til bedste, og han stemmer i med en fejende svensk vals, som sætter overlægen i sådan et humør, at han griber oversygeplejersken om livet, og parret danser sygestuen rundt flere gange for øjnene af de tilstedeværende reservelæger, sygeplejersker og patienter. Cornelins arrangerer herefter morgensang, som han spiller til, og sygeplejersker og sygehjælpere kommer gerne ind og synger med. Det giver ham anledning til at foreslå, at der dannes et personalekor på Nakskov sygehus, og dette kor bliver det første i rækken af De hvide Kor, som snart derefter bliver oprettet på de øvrige sygehuse på Lolland, på Falster og på Sydsjælland.

Da Cornelins kunne være fyldt 100 år i 1998 samledes alle De hvide Kor til en koncert i Avnede kirke og sluttede med at gå ud og synge ”Dejlig er jorden” ved Cornelins’ grav. Det blev en uforglemmelig begivenhed for alle, der fik lov at opleve den.

Men hvorfor er Cornelins’ livsrejse, som begyndte på den Vestindiske ø Sct . Croix endt på Avnede kirkegård? Svaret findes i Cornelins’ erindringsbog  ”Fra Sct.Croix til Nakskov”, hvor han med varme og taknemmelighed fortæller om  den storsindede proprietær J.O. Balck, ejer af gården Lønstrup på Avnedevej, og hans venlige husbestyrerinde frk. Lange. Hver sommer tog Victor fra Københavns Hovedbanegård til Avnede Station, hvor proprietær Balck ventede ham på perronen, og som Cornelins skriver: ” Besøgene i dette hjem fortsatte langt ind i min voksne alder, indtil jeg med tårer måtte lægge blomster på mine lollandske velynderes grave.

Sammen med den tre år yngre pige Alberta var Victor Cornelins som syvårig blevet sendt til Danmark, som dengang ejede De vestindiske Øer. De to små negerbørn var blevet anset for egnede til at være med til at realisere den danske regerings plan om at uddanne indfødte til lærere i Danmark, for at de derefter skulle tage hjem og give den danske kultur videre til deres landsmænd. Børnene kommer til at gå i skole på Vajsenhuset, en kongeligt indstiftet skole for forældreløse børn. Cornelins har kun lovord om sin skolegang på Vajsenhuset, men det hjem, han havde fået i København har han derimod intet godt at sige om. Han og Alberta fristede en kummerlig tilværelse hos den kvinde, der havde taget dem i pleje. Derfor var sommerferierne med leg og frihed og nærende kost hos de godhjertede mennesker på gården i Avnede så rig en tid for Victor. Han ville ikke vise dem, at han var ked af det, når han stod på perronen ved Avnede Station for at rejse tilbage til København, men ”til gengæld græd jeg bitterligt, når jeg efter hjemkomsten lå i mit uhumske værelse i baggården og genkaldte minderne fra den dejlige ferie.”

Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA i 1917, forandrer fuldstændig Victor Cornelins’ situation. Planen med at bringe ham til Danmark, for at han kunne vende tilbage til sin fødeø og undervise sine landsmænd i dansk kultur var blevet meningsløs nu da øerne ikke længere var danske.  Cornelins går på det tidspunkt på Jonstrup Seminarium, og på hans indtrængende anmodning sender forstanderen en forespørgsel til undervisningsministeriet, om han kan søge embede i Danmark, når han har fået eksamen. Svaret er positivt, og som Cornelins skriver ”den danske fordomsfrihed blev dermed  udtrykt fra højeste sted.”

Sommeren 1919 fik Cornelins sin lærereksamen, og ferien tilbragte han som han havde gjort det siden barneårene i sit lollandske hjem på Lønstrup. En dag ser han i avisen, at Nakskov skolevæsen søger vikarer og han tager straks til Nakskov for at tale med skoleinspektøren om muligheden for, at han kunne få en af disse vikarstillinger.  Inspektøren er noget i tvivl om, hvorvidt det går an at ansætte den sorte mand, han rådfører sig med borgmester Bresemann og skolekommissionsformand pastor J.C. Holck, og de bliver enige om, at Cornelins skal have en chance. Hermed indledes et livslangt virke ved Nakskov Byskole, de sidste mange år som viceskoleinspektør.

Cornelins har haft uvurderlig betydning for musiklivet her på egnen, han underviste i forskellige musikinstrumenter, var leder af Nakskov Musikskole i en årrække og oprettede i 1973 Det hvide Kor. Udgangspunktet for dette rige virke var feriehjemmet  Lønstrup i Avnede. Derfor ville han have sit sidste hvilested på Avnede kirkegård.